Spring til indhold
Hjem » Opfølgning i sag om autorisation

Opfølgning i sag om autorisation

    Tilbage i foråret rettede vi henvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed med en ansøgning om hvorvidt, anæstesisygeplejersker kan få vores egen autorisation.

    Her i september fik vi et svar fra Styrelsen, som I kan læse herunder.


    Her følger vores svar, som vi skrev til Styrelsen som svar på ovenstående redegørelse:

    Til Styrelsen for Patientsikkerhed
    Att. Lisa Meinert Kolstrup

    Vedrørende: Autorisation af anæstesisygeplejersker – opfølgende henvendelse

    Kære Lisa Meinert Kolstrup

    Mange tak for jeres uddybende svar på vores henvendelse vedrørende mulighed for selvstændig autorisation af anæstesisygeplejersker. Og tak for jeres imødekommenhed i forhold til yderligere spørgsmål.

    Vi sætter pris på den præcise redegørelse for gældende lovgivning og de rammer der i dag gælder for specialsygeplejersker (§54 a), og for den sags skyld også for speciallæger (§30). Det giver os et vigtigt grundlag for at arbejde videre med vores faglige og sundhedspolitiske ønsker – og det rejser samtidig en række spørgsmål, som vi håber, vi kan drøfte nærmere med Styrelsen.

    Anæstesisygeplejersker arbejder i en juridisk gråzone

    Den sundhedspolitiske debat handler for tiden meget om specialisering, men ikke særlig meget om de praktiske og juridiske rammer vi arbejder indenfor og som gerne skulle sikre os og vores daglige virke. Opgaveglidning er i den grad en realitet. En sygeplejerske er ikke længere “bare en sygeplejerske”. Vi er højt specialiserede. Anæstesisygeplejerskerne er jo blot 1 ud af 7 titel beskyttede specialer inden for sygeplejefaget. Det MÅ betyde, at sygeplejefaget differentieres i disse år og derfor står vi overfor et slags skifte i forståelsen af vores sundhedsvæsen og dermed den måde, hvorpå vi i fremtiden skal sikre tilstrømning til faget.

    Som anæstesisygeplejersker arbejder vi dagligt i situationer, hvor vi i praksis træffer kliniske beslutninger i både elektive, akutte og livskritiske forløb. Det sker eksempelvis på operationsstuer, i traumemodtagelser og ved akutte operationer på kritisk syge patienter.

    Selvom vi har en nationalt reguleret specialuddannelse og mange års erfaring, er vores kompetencer ikke anerkendt, men underlagt lokale instrukser– og vores funktion er ikke juridisk klart afgrænset. I praksis er vores virke bundet til de lokale instrukser og delegation fra læger. Det betyder, at:

    • Opgave- og ansvarsforskydning varierer markant fra region til region og fra hospital til hospital.
    • Kompetenceniveauer er ofte uformelt defineret og afhænger af lokal kultur og personale. 
    • Patientsikkerheden kan kompromitteres, særligt i akutte situationer hvor klare kompetence grænser og ansvar er nødvendige.

    Denne variation skaber ikke blot faglig usikkerhed, men sætter både patienter og personale i en uklar, hvis ikke sårbar position. Derfor vil DA  gerne invitere Styrelsen til at indgå i en dialog.

    Ønske om samarbejde om patientsikkerhed og kvalitet

    Vi vil gerne stille følgende spørgsmål og forslag:

    1. Hvordan vurderer Styrelsen den nuværende variation i anvendelse og forståelse af anæstesisygeplejerskers rolle – set i et patientsikkerhedsperspektiv?
    2. Hvordan kan vi i samarbejde med Styrelsen arbejde for at sikre en mere ensartet ramme for anæstesisygepleje på tværs af landet – med tydelige kompetenceprofiler, opgavefordeling og ansvar?
    3. Vil Styrelsen være åben for at indgå i en faglig dialog eller arbejdsgruppe med Danske Anæstesisygeplejersker, der har til formål at styrke patientsikkerheden, tydeliggøre roller og sikre kvalitet i hele landet?

    Vi ser ikke nødvendigvis autorisation som det eneste svar, men som ét muligt redskab i arbejdet med at tydeliggøre og ensrette specialiserede funktioner. Vi håber derfor, at Styrelsen vil være med til at se på, hvordan vi i fællesskab kan skabe strukturelle rammer, der beskytter både patienter og fagpersoner indenfor gældende lovgivning.

    Vi ser frem til at høre fra jer og indgår meget gerne i en dialog om mulige veje frem.

    Med venlig hilsen
    Christina Ito
    Formand, Danske Anæstesisygeplejersker