Spring til indhold
Hjem » Mød en kursist – Nicoline, blok 4 kursist

Mød en kursist – Nicoline, blok 4 kursist

Nicoline, 34 år

Hvorfor søgte du ind på specialuddannelsen i anæstesi?

Jeg har arbejdet mange år i en akutmodtagelse, og følte efterhånden at mine handlingsmuligheder var udtømte, i mødet med den akutte patient. Jeg var betaget af den ro, og de ekstra faglige ressourcer som anæstesisygeplejersken medbragte ved tilkald. Jeg følte mig klar til at videreudvikle mig som menneske og som sygeplejerske.

Hvad er du blevet mest overrasket over, i løbet af uddannelsen?

Det har overrasket mig meget positivt, hvor mange dygtige og dedikerede mennesker, der har haft et ønske om at hjælpe mig under min uddannelse. Min læring er virkelig blevet prioriteret højt, hvilket har motiveret mig til at yde mit bedste hver dag.

Hvad er det mest udfordrende ved at være kursist?

Det er kommet bag på mig, hvor afhængig jeg er af, at føle mig som en del af en personalegruppe. Rejsen som kursist har til tider føltes ensom, da vi skifter afdelinger og hospitaler hyppigt. Desuden har min familie godt kunne mærke, at jeg til tider har været ret distræt derhjemme, fordi mit fokus har været på uddannelsen.

Hvad er det mest spændende ved at være kursist?

Jeg føler mig enormt privilegeret over at have mødt så mange kompetente ildsjæle, der har ville øse ud af deres viden til mig. Jeg har virkelig været med til nogle komplekse og specialiserede indgreb, hvor anæstesien har krævet en enorm forberedelse. Det fascinerer mig hver dag, hvad man kan lykkes med.

Hvad er dine bedste råd, til en kommende kursist?

Tag imod de tips og tricks som du føler er brugbare, og sortér unødvendige kommentarer fra.
Du finder med tiden dit eget faglige ståsted. Forsøg at finde en balance mellem arbejde, studie, fritid og familieliv. For mig har helt faste aftaler omkring læsning, opgaveskrivning og fritidsinteresser givet ro på hjemmefronten. Jeg har i øvrigt benyttet mig meget af sparring med mine medkursister, og jeg har virkelig fået venskaber for livet.

Hvad kunne du godt tænke dig at arbejde med, når du er færdig?

Jeg har faktisk ikke besluttet mig endnu, selvom jeg snart er færdiguddannet. Der findes så mange spændende specialer, så for mig handler det primært om at finde et sted, hvor jeg føler mig godt tilpas.