I det følgende vil vi fortælle dig alt du har brug for at vide, om specialuddannelsen til anæstesisygeplejerske. Det er et udfordrende, men også meget spændende 2-årigt forløb, som uddanner dig til at varetage en uundværlig nøglerolle på et hospital, og som giver et væld af forskellige arbejdsmuligheder både i og uden for Danmark.
Optagelse på specialuddannelsen
For at blive anæstesisygeplejerske, er der først og fremmest nogle lovmæssige, formelle krav:
- Man skal have en gyldig dansk autorisation som sygeplejerske.
- Man skal som minimum have 2 års arbejdserfaring (svarende til 37 timer) som uddannet sygeplejerske, og helst fra specialer såsom akutmodtagelse, kardiologi, neonatalogi, opvågning, intensiv eller andre specialer, hvor man har at gøre med akutte, komplekse og/eller kritisk syge patienter.
Eventuelle afholdte orlovsperioder, fx. barsel, tæller ikke med i de 2 år.
De fem forskellige regioner uddanner hver især deres egne anæstesisygeplejersker, og der er mindre forskelle på hvordan de præcis vælger at tilrettelægge uddannelsen, ud fra Bekendtgørelsen om specialuddannelsen for sygeplejersker i anæstesiologisk sygepleje, som er det lovmæssige grundlag for uddannelsen.
Der findes således ikke én fælles specialuddannelse på landsplan, og man skal derfor søge om optagelse på uddannelsen i dén region man ønsker at tage uddannelsen i.
Man kan godt tage uddannelsen i en anden region, end den region man har bopæl i, eller tidligere har arbejdet i. Uddannelsesstillingerne bliver slået op som almindelige jobopslag på de gængse jobportaler, og hver region har også en hjemmeside omkring optagelse.
Regionerne optager nye anæstesikursister enten én eller to gange om året, og ansættelsesprocessen til uddannelsesstillingerne, er som ved enhver anden ansættelse.
Man indsender en ansøgning, og på baggrund af denne bliver man måske indkaldt til en jobsamtale. Ved samtalen består ansættelsesudvalget af de uddannelsesansvarlige anæstesisygeplejersker fra hospitalerne, og nogle gange også afdelingssygeplejersker fra de anæstesiafdelinger, i den region man søger hos. Bliver man optaget på specialuddannelsen, starter man typisk et par måneder efter, og normalt enten 1. marts eller 1. september.
Læs mere om uddannelsen i Region Hovedstaden
Læs mere om uddannelsen i Region Sjælland
Læs mere om uddannelsen i Region Syddanmark
Læs mere om uddannelsen i Region Midtjylland
Læs mere om uddannelsen i Region Nordjylland
Uddannelsens opbygning
Specialuddannelsen tager i alt 2 år og er delt op i 4 kliniske perioder (også kaldet “blokke”) som hver er af 6 måneders varighed. I blok 1 – de første 6 måneder – har man som udgangspunkt ikke noget selvstændigt arbejde. Her går man altid sammen med sin vejleder eller en anden uddannet anæstesisygeplejerske, og man bliver stille og roligt og metodisk indført i de grundlæggende aspekter af anæstesisygpleje, med henblik på at opnå selvstændighed. Hen mod slutningen af blok 1, typisk efter 4-5 måneder, er man normalt klar til at begynde at kunne varetage simple anæstesiforløb, med raske patienter, alene, men dog altid med en vejleder eller en anden uddannet anæstesisygeplejerske tæt på, som altid kan træde til.
I blok 1 begynder også teoridelen af uddannelsen, som også strækker sig over blok 2, og afsluttes med en skriftlig eksamen af 3 timers varighed i slutningen af blok 2, dvs. efter 1 år. Teoriuddannelsen omfatter i alt 200 timers teoriundervisning. Derudover er der også en del simulationsundervisning, hvor der trænes med livagtige dukkker, og der simuleres forskellige virkelighedstro scenarier fra hverdagen, som man skal handle i.
Langt størstedelen af uddannelsen er dog klinisk funderet, og din hverdag kommer derfor til at gå med at være ansat på én eller flere anæstesiafdelinger på ét eller flere hospitaler (alt efter region) hvor du fortrinsvis sidder på en operationsstue og bedøver folk der skal opereres. Man skal minimum have erfaring inden for 3 forskellige kirurgiske specialer i løbet af uddannelsen – dog kommer langt de fleste kursister til at stifte bekendtskab med flere end dét.
I løbet af blok 2, 3 og 4 højnes graden af kompleksitet gradvist, både omkring patientgrupper og anæstesiopsætninger, og forventningerne til kursistens grad af viden, selvstændighed, klinisk beslutningstagen og praktiske færdigheder øges også. Uddannelsen afsluttes i slutningen af blok 4, med udarbejdelsen af den afsluttende, skriftlige opgave. Undervejs i uddannelsen er der i øvrigt to andre skriftlige opgaver, de såkaldte “refleksion- og formidlingsopgave” 1 og 2.
Kompetencekort
Specialuddannelsen indeholder også 16 såkaldte kompetencekort. Hvert komptencekort omhandler et specielt fagområde inden for anæstesi, og oftest en bestemt patientkategori/operationstype – fx. børn, overvægtige, gamle, lokalbebedøvelse, kikkertkirurgi mv. Hvert af disse 16 kompetencekort skal bestås i løbet af de 2 år uddannelsen varer, og hvert kompetencekort er et bevis på at kursisten har viden om, forståelse for og færdigheden inden for de 16 forskellige områder. Hvert kompetencekort er så at sige en “mini-eksamen” som kræver at kursisten i en periode fordyber sig i et bestemt emne, og demonstrerer tilfredsstillende viden inden for området. De 5 første kompetencekort skal bestås i løbet af det første halve år af uddannelsen, og er nødvendige for at kursisten må begynde at bedøve selvstændigt, uden at have en uddannet anæstesisygeplejerske ved sin side.
Har du flere spørgsmål?
Du kan kontakte de uddannelsesansvarlige for de respektive regioner på nedenstående mailadresser, hvis du vil høre mere om uddannelsens opbygning eller indhold.
| Region Nordjylland Karina Dybbro, uddannelseskonsulent k.dybbro@rn.dk | Region Syddanmark Sus Thorsen, uddannelseskonsulent sus@rsyd.dk |
| Region Midtjylland Jette Vibjerg, uddannelseskonsulent Jette.vibjerg@stab.rm.dk | Region Hovedstaden/Region Sjælland Britta Toftlev Johansen, kursus- og uddannelsesleder Britta.johansen.01@regionh.dk |