Spring til indhold
Hjem » Åbent brev til partilederne

Åbent brev til partilederne

    Kære Mette Frederiksen, Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen.

    I foreningen Danske Anæstesisygeplejersker kunne vi under debatten søndag aften konstatere, at sundhedsvæsenets aktuelle udfordringer fyldte meget i debatten. Vi kunne dog desværre også konstatere, at I ikke har forstået essensen af problemet.

    Hvis vi starter med Søren Papes løsningsforslag: Dokumentation er en stor del af sygeplejersker og også anæstesisygeplejerskers arbejde ja. Men det har intet med de nuværende problemer med rekruttering og fastholdelse at gøre. At afbureaukratisere sundhedsvæsenet løser intet nu og her, og meget lidt på lang sigt.

    Mette Frederiksen og Jakob Elleman-Jensen har dog forstået, at den nuværende situation kan løses med økonomi. Men det handler altså ikke om, at der skal flere penge til overtidsbetaling. Vi arbejder allerede ud over vores normerede tid, men det er jo langt fra nok til at løse de problemer, der er med kapaciteten på operationsområdet. Desuden bør I tænke over, at passe på de tilbageværende ressourcer som I forvejen arbejder mere end fuld tid. Vi ønsker ikke vores kolleger udtrættes yderligere. Så nej tak til flere penge til overarbejde!

    I kan derimod flytte noget ved at erkende, at det offentlige sundhedsvæsen halter bagefter på lønnen. De private aktører konkurrer lønmæssigt om de eftertragtede anæstesisygeplejersker, og det offentlige sundhedsvæsen er faldet af toget pga. jeres stædige modstand mod konkurrencedygtigt at finansiere hospitalerne. Det illustreres meget tydeligt ved, at når anæstesisygeplejerskerne drager af sted til de gode lønninger på f.eks. privathospitaler eller i udlandet, så står de offentlige operationsstuer tomme. Kirurgerne sidder på deres kontorer og henviser patienterne til operation i det private.

    Sagen er nemlig at anæstesisygeplejerskens funktion ikke kan erstattes eller overtages af andre sygeplejersker. Vi er en lille gruppe af højt specialiserede sygeplejersker, der har taget en 2-årig specialuddannelse udover sygeplejerskeuddannelsen, som gør os i stand til at varetage nogle ganske unikke funktioner og ansvarsområder.

    Vi må erindre Jer om, at I tre faktisk har en stor del af ansvaret for at sundhedsvæsenet nu står med de massive problemer med rekruttering og fastholdelse. I var alle en del af det regeringsindgreb, som stoppede vores overenskomstforhandlinger sidste år. Vi var trætte efter en meget fleksibel arbejdsindsats under første coronabølge. Men vi blev modløse, da vi under hele sygeplejerskestrejken blev vi ignoreret, og der blev henvist til den danske model. Der er ingen tvivl om, at vi har følt os mere demotiverede og ufleksible siden det, og når andre aktører vifter os om næsen med en stor løncheck, så er det da klart, at vi tager imod den økonomiske anerkendelse af vores kompetencer. Nu hvor det er valgtid, har piben selvfølgelig fået en anden lyd. Mette Frederiksen lover, at regionerne bare kan bruge alle de penge, som er nødvendige – staten betaler! Vi synes, det ville klæde regeringen at sætte handling bag ordene.

    Derfor opfordrer Danske Anæstesisygeplejersker Danske Regioner og den siddende regering, til at samarbejde om at rette op på den uholdbare situation, som kun bliver værre og værre. Hæv anæstesisygeplejerskernes grundløn i det offentlige sundhedsvæsen, så man kan genrekuttere personale og dermed får en normering, der medfører et bedre arbejdsmiljø og en mindre vagtbelastning for de tilbageværende.

    På vegne af foreningen Danske Anæstesisygeplejersker,

    Sofie Kjølbye Nissen, næstformand.