En storregion uden jordforbindelse er en opskrift på kollaps.
-En bekymring for fremtidens sundhedsvæsen.
Kære Region Øst og kommende regionsledelse,
Sundhedsmonitor melder om “hvid røg efter lange forhandlinger” og enighed om at Lars Gaardhøj bliver formand for den nye storregion. Men før I fejrer jer selv, bør I standse op og spørge: Hvad er det egentlig, I er ved at bygge?
For udefra ligner det ikke et styrket sundhedsvæsen – men en endnu større, tungere, fjernere konstruktion, hvor politiske ambitioner trumfer faglig fornuft.
En gigantregion løser ingen af de problemer, der presser hverdagen på hospitalerne. Tværtimod risikerer den at forværre dem: mere afstand, mere bureaukrati, mindre nærhed, mindre medarbejderinddragelse og med det en følelse af mindre respekt for vores faglige stolthed. Det er svært at se, hvordan en endnu større ledelseskæde skulle gøre det lettere at være sygeplejerske, læge eller SOSU. Og helt ærligt: I har endnu ikke forklaret det.
Som formand for Danske Anæstesisygeplejersker, tænker jeg selvfølgelig særligt på anæstesisygeplejerskerne – en faggruppe, som konstant bliver overset, men uden hvem operationsstuerne ville gå i stå med det samme. De møder ind hver dag, aften, nat, weekend og helligdag, de står i akutte, såvel som elektive situationer, de løser problemer i realtid, mens systemet og strukturerne omkring dem knager. De skaber tryghed for patienten, med deres højt udviklede sans for netop den omsorg, patienten har behov for i deres givne situation. Alligevel er det sjældent deres stemme, der høres.
Husk, at I er de store chefer for en kæmpe flok fagfolk, der hver eneste dag går på arbejde med dedikation og hjerte og gør deres bedste – trods de rammer og strukturer, som netop I beslutter.
Hvis I hæver jer endnu længere væk fra praksis, bliver det ikke jer, der betaler prisen. Det bliver medarbejderne – og allerværst patienterne.
Behandling er sundhedsvæsenets hovedrolle, ja. Men omsorg er den helt store best supporting role, og uden den – og uden dem, der udfører den – dør selv det mest topmoderne og imponerende sygehus. Der findes ikke et prestigebyggeri, en strukturreform eller en regionsfusion, der kan kompensere for medarbejdere, der brænder ud eller forlader faget.
Derfor er det dybt bekymrende, at I politisk jubler over en storregion, før I har leveret ét eneste konkret svar på, hvordan denne konstruktion skal løfte arbejdsvilkår, fastholdelse, faglighed og nærhed.
Indtil det sker, ligner storregionen mest af alt et prestigeprojekt, der placerer beslutninger længere væk fra virkeligheden og tættere på et ledelsesniveau, der i forvejen har mistet jordforbindelsen.
Ikke flere systemer, der kun er logiske på papir. Indfør evaluering som en ægte mulighed. Giv fagfolket den respekt, at lade jer vide når systemerne ikke fungerer i det virkelige liv og hør dem og se dem. Ikke flere SKAL opgaver, tak! Og dog…, I burde som storregion give jer selv den SKAL opgave, at udvise respekt og ydmyghed overfor de der arbejder i selve værkstedet.
Vi har et sundhedsvæsen i knæ. Det får man ikke op at stå igen, ved at bygge en større region – men ved at bygge bedre rammer for dem, der hver dag holder det oppe.