Det har længe været en anvendt metode i udlandet, og siden 2007 også i Danmark, at almindelige sygeplejersker udfører såkaldt sedation med det meget potente anæstesimiddel propofol. Dette kaldes NAPS (Nurse Administered Propofol Sedation) og anvendes primært til endoskopiske procedurer (kikkertundersøgelser), hvor let sedation (fx i form af de morfinlignende stoffer fentanyl og midazolam) ikke vurderes tilstrækkeligt. NAPS udføres af almindelige sygeplejersker, der har været igennem et kursus som varer i alt 6 uger og som indeholder undervisning om blandt andet anatomi og fysiologi, luftvejshåndtering og farmakodynamik. Desuden sidemandsoplæring af en anden NAPS sygeplejerske.
DASAIM anbefaler det ikke
DASAIM (Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin) har deltaget i debatten om, hvorvidt dette er en hensigtsmæssig og patientsikker procedure. De anbefaler ikke, at sedationer med propofol udføres af ikke-anæstesiologisk personale. Dette begrundes blandt andet med, at stoffet har et smalt terapeutisk index, dvs. forskellen mellem dosis for et ønsket resultat, nemlig bevaret vejrtrækning og kredsløbsmæssig stabilitet, og dosis, der udløser vejrtrækningsstop eller kredsløbsmæssig ustabilitet, er lille. Komplikationer til en beskeden overdosering af stoffet kræver rutine i etablering og vedligeholdelse af frie luftveje, herunder assisteret ventilation samt behandling af kredsløbskollaps. Dette fordrer, at behandlingen foretages af anæstesiologisk uddannet personale, fx anæstesisygeplejersker og med mulighed for umiddelbart tilkald af en anæstesiologisk speciallæge. Desuden findes der ingen modgift til propofol, ligesom der fx. gør til fentanyl og midazolam. På trods af denne vejledning indføres NAPS-metoden fortsat på landets hospitaler.
En anæstesisygeplejerske har 2 års uddannelse
Alternativet til denne form for sedation kan være, at den udføres af anæstesiologisk uddannet personale, hvilket vil sige en anæstesilæge eller anæstesisygeplejerske. En anæstesisygeplejerske er en sygeplejerske, der efter sin grundlæggende sygeplejerskeuddannelse har gennemført en 2-årig specialuddannelse, som omfatter en teoriuddannelse, sammenkoblet med praktik på forskellige operationsgange på hospitalerne. Optagelse på specialuddannelsen i anæstesiologisk sygepleje kræver, at man som basissygeplejerske har minimum to års erhvervserfaring, primært fra akutafdelinger, opvågningsafdelinger, intensivafdelinger eller kardiologiske afdelinger. Man gennemgår en lang række tests og kompetencevurderinger og lærer under supervision at dosere anæstesimidler. Specialuddannelsen giver adgang til en høj grad af selvstændigt arbejde, primært med bedøvelse af patienter, der skal have foretaget en form for undersøgelse eller operation. Det bliver dermed en rutinepræget opgave at håndtere luftveje på patienter, i forbindelse med anæstesi.
Foretrækker du 6 uger eller 2 år?
Hvem vil du helst have, der skal sørge for, at du får den livsnødvendige luftvejshåndtering, når din sedation utilsigtet har medført vejtrækningsstop eller obstruerede luftveje? Den sygeplejerske, der har øvet sig på en dukke, eller den, der udfører denne handling på daglig basis? De fleste ville nok vælge sygeplejersken med den lange uddannelse, især når landets anæstesilæger faktisk er af samme holdning. Sundhedsvæsenet bør som bekendt tilbyde patienterne den bedst mulige behandling. Og når det faktisk er en mulighed at tilbyde sedation ved en anæstesisygeplejerske, hvorfor så tilbyde det næstbedste?
Man kan måske forestille sig, at den nuværende mangel på anæstesisygeplejersker medfører, at man på flere hospitaler vil gå på kompromis med kvalitet og patientsikkerhed ved at lade de væsentligt kortere uddannede sygeplejersker administrere anæstesimidler.
Danske Anæstesisygeplejersker tager afstand fra denne praksis og opfordrer Styrelsen for Patientsikkerhed til, at man indfører autorisation som anæstesisygeplejerske efter endt specialuddannelse, for dermed at beskytte retten til at udøve det virke som det kræver indgående kendskab til at udføre.