Spring til indhold
Hjem » Input til Sundhedsstrukturkommisionen fra Danske Anæstesisygeplejersker

Input til Sundhedsstrukturkommisionen fra Danske Anæstesisygeplejersker

    Danske Anæstesisygeplejersker er en uafhængig interesseorganisation, som repræsenterer
    omkring 80% af alle anæstesisygeplejersker og kursister i Danmark.
    Vi har med stor interesse fulgt Strukturkommisionens foreløbige arbejde med hensyn til
    anbefalinger til den kommende struktur og organisering af vores sundhedsvæsen.
    Når vi skal se ind i en fremtid med en ny struktur for vores sundhedsvæsen, kommer vi ikke
    udenom den væsentlige rolle, som anæstesisygeplejersker spiller.

    Vi spiller en kritisk rolle i forbindelse med anæstesi til kirurgiske indgreb, både elektive og
    akutte. Vi er en del af det akutte beredskab på hospitalerne i form af bl.a. advanceret
    hjertestopsbehandling, akutte kald i akutmodtagelserne samt traumekald. I vores arbejde
    sikrer vi den nødvendige søvndybde og smertebehandling, for at vores patienter kan
    gennemgå kirurgiske indgreb. Vi varetager kritiske funktioner som sikring af patienternes
    luftveje, opretholdelse af sufficient ventilation og cirkulation og dermed sufficient perfusion til
    livsnødvendige organer.

    Anæstesisygeplejersker arbejder utrolig selvstændigt og har, med vores omfattende
    praktiske og teoretiske viden indenfor det anæstesiologiske speciale, kompetencer som
    spænder bredt indenfor de mest kritiske arbejdsområder på landets hospitaler.
    Vi har, som ovenstående vidner om, en højt specialiseret uddannelse med et stort delegeret
    ansvar og komplekse kompetencer, som er særdeles livsvigtige i vores sundhedsvæsen.
    Anæstesisygeplejersker spiller endvidere en vital rolle i forhold til uddannelse i vores
    sundhedsvæsen. Vi varetager undervisning og uddannelse af sygepleje- og
    anæstesikollegaer, anæstesikursister, læger, ambulancebehandlere og medics fra det
    danske forsvar.

    Anæstesisygeplejersker er uddannet og trænet i, at varetage transport af akut- og kritisk
    syge patienter. Både i forbindelse med interne transporter indenfor hospitalerne, men
    ligeledes eksterne transporter af kritisk syge patienter udenfor hospitalerne.
    I flere regioner har lægebiler og akutbiler, tidligere været bemandet af
    anæstesisygeplejersker. Idet vi, i kraft af vores højt specialiserede uddannelse, er trænet i at
    varetage akutte og kritiske situationer, ser vi som et forslag til Strukturkommisionen, at
    hjemtage denne funktion til anæstesisygeplejerskerne. I bl.a. Region Midt er flere lægebiler
    nedlagt til stor bekymring for borgerne, i forhold til den forlængede ventetid på hjælp det må
    medføre.

    Vi har i foreningen Danske Anæstesisygeplejersker adskillige medlemmer, som har stor
    interesse i at varetage denne funktion igen. Derfor opfordre vi til, at Strukturkommissionen vil
    medtænke dette i organiseringen af det præhospitale område.
    I Region Syd varetager anæstesisygeplejersker ikke længere ekstern transport af kritisk
    syge patienter, grundet mangel på anæstesisygeplejersker.
    Der er i stigende grad fokus i regionerne på de udfordringer, der er i forhold til rekruttering af
    bl.a. sygeplejersker, herunder også anæstesisygeplejersker.

    Vi har i foreningen Danske Anæstesisygeplejersker et stort ønske om, at
    Strukturkommisionen gentænker anæstesisygeplejerskernes rolle i det præhospitale
    område, derfor anerkender vi også, at det vil medføre et øget behov for
    anæstesisygeplejersker. Derfor vil vi, i forbindelse med vores forslag også gøre opmærksom
    på, at det skal kunne betale sig, at uddanne sig. Danske Anæstesisygeplejersker er derfor
    kommet med et lønudspil, som vi beder til, at Strukturkommissionen vil medtænke i forhold
    til, at være i stand til at rekruttere anæstesisygeplejersker og gøre det attraktivt at vælge den karrierevej som sygeplejersker.


    Vi ser frem til, at høre mere om jeres anbefalinger og modeller til den kommende struktur og
    organisering i vores sundhedsvæsen. Vi står med glæde til rådighed for yderligere inputs.

    Med venlig hilsen
    Bestyrelsen i Danske Anæstesisygeplejersker.