Det bliver spændende, om vi har en regering inden jul, men der arbejdes på højtryk for at få samlet alle parter, så Danmark kan få folk på pladserne i styrehuset.
Hvem der kommer til at blive minister for hvad, er jo ikke til at sige. Ligesom det heller ikke er til at spå, om der bliver justeret på den danske model og dermed på den måde vi, som anæstesisygeplejersker, kan forhandle løn.
Under valgkampen, har sygeplejersker fået en del taletid. Det er gået op for de fleste at vores sundhedsvæsen er i knæ, og meget tæt på “final blow”. Det er der ingen, der er interesserede i, men selvom løsningen er pænt ligefor, er der heller ingen der vil gøre noget ved det åbenlyse problem, at sygeplejersker er aflønnet lavt.
Anæstesisygeplejersker især, er en ”glemt” gruppe, der arbejder specialiseret og med et stort ansvar.
Lige om hjørnet venter en ny regering, sammensat på Gud ved hvilken måde, men er det en regering, der vil imødekomme os?
Er sundhedsvæsnet lige så meget under pres om et år, som nu?
Mit håb er, at der tænkes rigtig mange nye tanker, og at det kan få vendt denne supertanker i smalt farvand.
Min oplevelse under denne valgkamp er, at rigtig mange mennesker i dette land ikke ved hvor godt vi er rustet til vores arbejde.
Vores budskab skal ud til alle; anæstesisygeplejersker har en specialuddannelse!
Vi er de eneste, der, udover anæstesilægen, må bedøve dig, når du skal opereres! Vi vil gerne honoreres efter uddannelse og ansvar!
Men bliver alle de gode intentioner glemt, og forstummer vores stemme nu, efter at valgcirkusset er ovre?
Jeg vil opfordre alle medlemmer af gruppen, til at skrive læserbreve, kontakte diverse medier, både lokalt og landsdækkende, og formidle på alle de måder I finder passende, at kampen for en løn der matcher kompetencer og ansvar for anæstesisygeplejersker, ikke er slut endnu.
Fortsæt med stor gejst og glæde!
Christina Ito, bestyrelsesmedlem i Danske Anæstesisygeplejersker.