Spring til indhold
Hjem » Nyt år: Det skal vi i 2024

Nyt år: Det skal vi i 2024

    Nu er det ikke nogen hemmelighed, at foreningsarbejde og bestyrelsesposter er temmelig nyt territorium for de fleste af os. Men vi synes, vi er godt på vej og at vi har fået skabt en del opmærksomhed, både blandt befolkningen og blandt politikere, på hvad det vil sige at være anæstesisygeplejerske.

    Så langt så godt.

    Vi holder godt fast i vores lønudspil, da vi mener uddannelse skal kunne betale sig for alle anæstesisygeplejersker i hele landet og ikke bero på hvem, der er så heldige at få lov til at forhandle om lokale lønpuljer.

    Når det er sagt, så arbejder vi kraftigt på at påvirke  OK-24 forhandlingerne så meget som muligt og har etableret et ret godt samarbejde med DSR i øvrigt.

    Der er en del tal og statistik, vi løbende forsøger at få styr på. Lige nu forsøger vi at få et overblik over, hvor mange der arbejder i Norge og hvor mange timer der lægges i udlandet. Det lyder ligetil, det troede vi også var en ret nem opgave, men det viser sig at være omfattende …men vi klør på. Hvorfor? Fordi det ofte er noget vi bliver sat til regnskab for. Både i befolkning og blandt politikere er der meget delte meninger og synsninger om det, at arbejde i Norge, så  det her er noget vi gerne vil have fuldstændig styr på. Det samme gælder i øvrigt for tal på fuldtids freelancere og vikarbureauer.

    Noget andet vi har sat i gang, er at undersøge hvad der skal til for, at vi som gruppe får selvstændig autorisation. Det er der en masse jura i, en masse tunge tal og en masse benarbejde. Det tager tid, men vi arbejder så intenst vi kan (i vores fritid). Med lovændringen d. 12 december 2023, om udvidet forbeholdt virksomhedsområde for sygeplejersker, er benævnelsen ”specialsygeplejerske” titelbeskyttet. De der er benævnt specialsygeplejersker er, intensiv-, sundheds- og anæstesisygeplejersker. Ud fra dette synes vi, at den mest naturlige udvikling vil være, at anæstesisygeplejersker får selvstændig autorisation.

    Samtidig forsøger vi os med fundraising således, at vi har midler til at komme endnu mere ud til befolkning og politikere. At kunne belyse vores arbejdes særegne karakter og til at skabe en endnu stærkere fagpolitisk uafhængig forening for os alle sammen.

    Vi håber på et stærkt og resultatskabende 2024. Tusind tak, fordi du er medlem af Danske Anæstesisygeplejersker!