Danske Anæstesisygeplejersker har i dag sendt følgende bekymringshenvendelse til direktionen, på det hospital i hovedstadsområdet, som barsler med idéen om at bruge opvågningssygeplejersker til knæalloplastik operationer i spinal og sedation:
Vi er til vores store bekymring blevet gjort opmærksom på, at man på operationsgangen på jeres hospital, har i sinde at gå på kompromis med patienternes sikkerhed. Helt konkret er det kommet os for at øre, at man forsøgsvis vil erstatte anæstesisygeplejersker med opvågningssygeplejersker, til bestemte typer af ortopædkirurgiske operationer, hvor patienterne skal i regional anæstesi og sedation.
Først og fremmest ønsker vi at understrege, at vi har stor respekt for opvågningssygeplejersker og vi anerkender deres store indsats. I det daglige er de nogle af vores tætteste samarbejdspartnere. Deres kompetencer er tilegnede – og bør udøves – på en opvågningsafdeling. Men blot fordi man kan overvåge patienter postoperativt, er man ikke kompetent til at overvåge en bedøvet og sederet patient på en operationsstue.
Ubevidst inkompetence er livsfarligt på en operationsstue. Derfor skal nye kursister på specialuddannelsen i anæstesiologisk sygepleje, have tæt følgeskab af deres vejleder det første halve år af deres uddannelse. Dette ruster dem til at være alene på en operationsstue, og selvstændigt håndtere alle potentielle akutte problemer, der kan opstå under en operation. Går det for alvor galt, er en lynhurtig indsats livreddende. Man kan ikke vente på at en anæstesilæge kommer løbende, fra den anden ende af hospitalet.
Én ting er NAPS (Nurse Administered Propofol Sedation) – sedation med det potente anæstesimiddel propofol, udført af ikke-anæstestiologisk uddannet personale – som både vi i Danske Anæstesisygeplejersker og DASAIM (Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, hvad angår alt udover moderat sedation) er enige om ikke bør finde sted. Men en knæalloplastik (kunstigt knæ) operation, er en procedure hvor der forekommer meget høje lyde, i form af hammer, sav og mejsel, samt en hel del rykkende bevægelser af patienten. Dette kræver – i modsætning til NAPS ved fx en endoskopisk undersøgelse – en langt dybere sedation, for at sikre sig at patienten ikke oplever ubehag og samtidig sover tilstrækkeligt, til at vedkommende ikke bliver konfus.
Den dybe sedation er faktisk en af de sværeste discipliner inden for anæstesispecialet. Det er en konstant balancegang i forhold til at give nok bedøvelse til at patienten sover, men samtidig ikke for meget, så patienten holder op med at trække vejret. Dette er blandt andet en af mange grunde til, at anæstesisygeplejerskers specialuddannelse tager 2 år. Vores uddannelse giver os kompetencer til at redde os ud af den situation, som man meget nemt havner i, nemlig at patienten stopper med at trække vejret. Det kan hurtigt ende ud i, at man bliver nødt til at luftvejshåndtere patienten, eksempelvis i form af maskeventilation. I yderste konsekvens, kan det ende med akut intubation af patienten – en kompetence som en opvågningssygeplejerske ikke har, og aldrig kommer til at kunne tilegne sig. Intubation kræver stor rutine, viden og at man vedligeholder kompetencen på daglig basis – derfor er det forbeholdt anæstesilæger- og sygeplejersker.
Desuden kan der ved alloplastik operationer forekomme store blodtab, som sideløbende skal håndteres. Ligeledes er der ved spinalbedøvelse en sjælden, men meget alvorlig risiko, for at bedøvelsen kommer til at påvirke patientens hjerterytme eller vejrtrækning – komplikationer som en opvågningssygeplejerske heller ikke er uddannet til at håndtere. I øvrigt kan der forekomme andre komplikationer, såsom reaktion på cementering, fedtembolier mv.
Der er intet alternativ til anæstesisygeplejersker – vi er kommet for at blive. Vi er de eneste ud over anæstesiologerne, som på et hospital har de ypperste kompetencer inden for bedøvelse, smertebehandling og luftvejshåndtering og ingen kurser eller sidemandsoplæring kan erstatte dette.
Derfor håber vi på, at I vil genoverveje jeres beslutning – det er i sidste ende patienternes liv det handler om. Alternativt agter vi at involvere de relevante myndigheder i vores bekymring, herunder Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsstyrelsen.
På vegne af bestyrelsen
Foreningen Danske Anæstesisygeplejersker