Spring til indhold
Hjem » Åbent brev til ledelsen på Gentofte Hospital

Åbent brev til ledelsen på Gentofte Hospital

    Det følgende brev er sendt til ledelsen på Gentofte Hospital, som afslutningen på sagen om at opvågningssygeplejersker skulle passe patienter til elektiv TKA. Se vores første bekymringshenveldelse til ledelsen her.

    Til ledelsen på Herlev-Gentofte Hospital,

    Først og fremmest tak for, at I ville mødes med vores organisation.

    Til trods for at mødet endte ud i, at vi i Danske Anæstesisygeplejersker (DA), ikke mente at få klart svar og derfor valgte at søge aktindsigt, er det da vores håb, at vi kan samarbejde fredeligt fremover.

    Vi gør opmærksom på, at dette brev tilsendes medlemmer af DA på Gentofte Hospital og at det postes på vores medlemsplatforme, da vi ønsker total åbenhed overfor vores medlemmer.

    I følgende skrivelse vil DA redegøre for vores andel i sagen.

    Den 17. april 2024 bliver vi kontaktet af medlemmer af DA, der udtrykker dyb bekymring for et projekt, de er blevet løst introduceret for, hvor de ved samme lejlighed opfordres til at melde sig til en arbejdsgruppe. De udtrykker, at de ikke umiddelbart kan bakke projektet op, som det præsenteres her, samt at de er usikre på om de kan/tør sige nej til at være medvirkende til projektet. De beder DA om vi vil støtte dem, da de ikke mener, at der er nogen form for lydhørhed, for deres faglighed, interesser og virke. De ser en kompromittering af patientsikkerheden, men afvises i deres kritik af projektet.

    Så umiddelbart ud fra de oplysninger, ser vi i DA to problemstillinger; en absolut faglig og en der handler om trivsel og tryghed i arbejdslivet og i retten til at ytre sig frit og sikkert i sin ansættelse. Da vi er en faglig interesseorganisation, vælger vi at gå ind i sagen, men med klart overvejende fokus på den faglige del, selvom det er svært at skille de to problemstillinger helt ad.

    Vi sender herefter et bekymringsbrev til Gentofte Hospital.

    Dagen efter vælger vi at poste om sagen, på vores platforme, uden at nævne hvor på Sjælland det er. Vi vælger netop ikke at offentliggøre navnet på stedet, da dette giver en beskyttelse af de anæstesisygeplejersker der har henvendt sig til os, samt en anledning (og vel også en beskyttelse) til at få den fulde forklaring og evt. opklaring fra Gentofte Hospital selv.

    19. april får DA en invitation fra Gentofte Hospital til et fysisk møde, som vi selvfølgelig takker ja til.

    Mødet finder sted d. 8 maj 2024, men ender noget uforløst, da vi har en klar og meget stærk oplevelse af, at der ikke tales ærligt og slet ikke fagligt ligeværdigt. Der tales fra Gentoftes ledelses side meget om åbenhed og ærlighed, men spørges der direkte til projektet svares der undvigende, at der jo slet ikke er et projekt endnu og at vores indblanding fra DA findes utidig.

    Efter mødet vælger vi at søge aktindsigt. Det gør vi, da vi mener, at den tillid anæstesisygeplejerskerne på Gentofte har vist os, skal tages alvorligt og at anæstesisygeplejens faglighed skal forsvares. Ydermere forventer vi herigennem at kunne få belysning af sagens forløb og tidslinie.

    Vi har nu i DA´s bestyrelse læst og gennemgået akterne, samt drøftet dem i bestyrelsen.

    Projektet i sig selv er prisværdigt, da der er tanke på den udfordring, vi ved der venter det offentlige sygehusvæsen i fremtiden.

    Selvfølgelig må vi alle have tanke på, at der bliver flere patienter og færre til at tage sig af dem. Løsninger skal findes og afprøves. Det er vi fuldt ud indforståede med.

    Da DA i sin tid blev præsenteret for projektet, af medlemmer af vores forening, udtrykte de dyb bekymring, da der ikke blev lyttet til deres faglige erfaringer med sedering af patienter i spinalbedøvelse til TKA operationer. Oplevelsen er, at deres faglighed ikke respekteres. Vi kan i materialet fra aktindsigten desuden konstatere, at anæstesisygeplejerskernes faglige argumenter opfattes som ”modstand”.

    Det er nu også klart for os i DA, at vi opfattes som en ”privat” online gruppe der er orkestreret af en enkelt person, der ovenikøbet, i det tilsendte materiale, beskyldes for at sende trusler ud på FB. Det vil vi helt fredeligt gerne slå fast, at vi ikke er. Vi er en faglig interesseorganisation og vi repræsenterer anæstesisygeplejersker i hele Danmark. Vi omfatter over 800 medlemmer på tværs af landet, hvorfor denne sag da også har vakt en højlydt undren landet over, blandt alle os anæstesisygeplejersker.

    Når det er sagt, kan vi som interesseorganisation for anæstesisygeplejersker, kun blive overraskede, hvis ikke forargede, over at man unddrager sig anæstesisygeplejens tunge erfaring og ekspertise på området. Det er trods alt os, der langt overvejende sidder med patienterne på stuerne og ikke lægerne.

    Derfor mener vi, at projektet er en voldsom nedvurdering af anæstesisygeplejerskens faglighed og store kendskab til praksis. Det er muligt, at det ikke har været tilsigtet, men det forstås ud fra de tilsendte dokumenter, at der er en diskrepans mellem det som ledelsen vælger at formidle til sine medarbejdere og det der opfattes af medarbejderne. Det kan/vælger vi i DA ikke at gå ind i, men blot gøre opmærksom på, at der er noget i kommunikation og formidling der ikke fungerer og som fører til misforståelser og utryghed. Måske også heraf, at der ikke er stor tilslutning til den arbejdsgruppe i lægger op til? Det er ærgerligt set fra alle kanter og fører ikke til forståelse, hverken den ene eller anden vej, hvis vi må være så frie at sige det.

    Projektet lægger jf. det tilsendte materiale ikke op til, at det er anæstesisygeplejersken der skal oplære opvågningssygeplejerskerne. Det er vi i DA enige i. Jf. sedationskompetence kan vi da heller ikke få øje på en forsvarlig relevans.

    Det fortolkes af DA sådan, at det er den anæstesilæge, der har lagt spinalen, der skal sørge for at oplære og bakke opvågningssygeplejersken op. For en god ordens skyld skal det tilføjes, at vi jo i skrivende stund, ikke ved om det faktisk forholder sig sådan.

    Vi kan ikke lægge skjul på, at vi er af den mening, at en egentlig oplæringsprotokol, med alle problemstillinger og løsningsmodeller, samt færdigheder og høje skill-level det kræves at sedere/overvåge en patient i spinalanæstesi under operation, så absolut er ønskværdig, men ikke fremgår af det tilsendte materiale. Fra en faglig vinkel vil ethvert nyt projekt skulle forudsætte en teoretisk og praktisk oplæringsprotokol. Vi finder ingen steder i aktindsigtsmaterialet antydningen af ovennævnte.

    Afslutningsvis vil DA igen gøre opmærksom på, at vi med al vores faglighed og erfaring fortsat mener, at det ikke vil være patientsikkert, hvis anæstesisygeplejersken tages ud af operationsstuen til regionalt bedøvede TKA patienter.

    Det er klart, at vi skal tænke i andre baner med blik mod fremtidens udfordringer, men at kvaliteten og sikkerheden skal vige for fremtidens demografiske udfordring, er vi absolut ikke enige i.

    Den danske borger betaler gode skattepenge og selvom det står fint beskrevet i det tilsendte materiale, at det ikke er en grundlovssikret ret at blive sederet, vil det efter vores mening, være en alvorlig forringelse af hvad vi kan tilbyde borgerne i dette land.

    Afslutningsvis vil DA sige tak for tilliden til vores medlemmer. Vi håber, at vores opbakning betyder noget for jer i det daglige virke som anæstesisygeplejersker.

    Til ledelsen på Herlev-Gentofte Hospital, vil vi også ytre en tak, for at I ville mødes med os og diskutere denne sag. DA håber, at kunne bidrage til en bedring  og forståelse for samarbejde og høj faglig kvalitet og sikkerhed, der kan imødekomme os alle og i allerhøjest grad patienten.

    Venlig hilsen

    Danske Anæstesisygeplejersker.